|
PRESSEMEDDELELSE
Nye Skjoldborg-fund
udstilles på Thisted
Museum
|
|
|
|
100 år efter forfatteren Johan Skjoldborgs fødsel i
1861 blev hans barndomshjem i Øsløs i Vester Hanherred indrettet som museum.
Siden 1970 har det været en del af Museet for Thy og Vester Hanherred.
I 1977 deltog museets formand, redaktionschef Jørgen Miltersen, i Dansk Historisk Fællesforenings årsmøde. Her
mødte han en overlærer fra Ringsted, der oplyste, at der på Valdemarsskolen i Ringsted fandtes papirer og genstande,
som havde tilhørt forfatteren Johan Skjoldborg. Formanden sørgede for, at der
blev lavet en aftale om at afhente materialet. Tekstiler og andre genstande
blev registreret, mens resten blev sat op på museets loft, der fungerede som
en slags pulterkammer. Vurderingen var, at materialet indeholdt følsomme
oplysninger, som kunne have betydning for nulevende personer.
|
|
|
|

På loftet levede kasserne et upåagtet liv, indtil
150-året for Johan Skjoldborgs fødsel skulle markeres i 2011. Overraskelsen
var stor, da kasserne blev pakket ud. En sand guldgrube af breve,
manuskripter og billeder, der havde tilhørt familien Skjoldborg. Nu er det
hentet frem i lyset og kan fra 5. februar og indtil 1. juni ses i
særudstillingen ”Nye Skjoldborg-fund”. Materialet er udstillet i sin helhed
for at give et indtryk af omfanget, men pladsen tillader kun at vise en
brøkdel af dokumenterne i deres helhed.
|
|
|
|

I Ringsted vidste man godt, at materialet havde tilhørt
en lærer, Grethe Karlsson, som i 1953 flyttede fra skolen. Hun var en søster
til Skjoldborgs plejedatter Edith. Skjoldborgs anden kone Louise Abenth stammede fra et arbejderhjem på Frederiksberg.
Hendes søster Thyra blev gift med en svensker og fik navnet Karlsson. De fik
bl.a. to døtre: Edith (1910-43) og Grethe (1915-2004). I Skjoldborgs to ægteskaber
blev der ikke født nogen børn. Til gengæld fik Louise og Johan Skjoldborg den
glæde at blive plejeforældre til Edith, der kom til dem som ganske lille.
|
|
|
|

I Løgstør arbejdede Edith Skjoldborg som syerske og
blev i 1933 gift med postassistent Hans Edvard Jørgensen. Efter Johan Skjoldborgs
død i 1936 blev Louise boende i huset, og da hun døde i 1942, arvede Edith
huset efter hende. En behandling for barnløshed og en deraf følgende
depression fik imidlertid Edith til at tage sit eget liv i 1943. Efter denne
tragedie solgte H. E. Jørgensen huset.
|
|
|
|

I disse kritiske år var der tæt forbindelse mellem de
to søstre. Grethe Karlsson gik på seminariet i Ranum, og efter søsterens død
fik hun udleveret ting fra Skjoldborgs hus, bl.a. møbler. I 1945 fik Grethe
Karlsson ansættelse som lærer i Ringsted. Da hun i 1953 flyttede til Brøndbyernes Kommune, tog hun møblerne med sig, men
efterlod en stor del af materialet. Senere, i 2002, skænkede hun møblerne til
Museet for Thy og Vester Hanherred.
|