Holmboerne under
nødvendighedens lov

Et lille samfund ophører med at eksistere. Tyskerne kræver total evakuering af Hanstholm. Året er 1943. Hanstholmboerne utilfredse med danske regerings-repræsentanters indsats. Amtet og Værnemagten opfører barakker i Ræhr og Nytorp. Fiskerfamilier flytter til Lild Strand og Hirtshals. Klager over evakueringens forløb til ministeriet i København resultatløs. Forbitrelsen holder sig sig længe efter Befrielsen to år senere. Modsætningen mellem den danske samfundsmagts repræsentanter og svage befolkningsgrupper overskygger modsætningen mellem dansk og tysk.

I et brev fra 2. februar 1943 skriver Thisted-husmoren, at der om søndagen blev holdt gudstjeneste i Hansted (Hanstholm) kirke for sidste gang. Det lille samfund var ophørt med at eksistere. Det havde indtil da bestået af ca. 900 mennesker fordelt på 200 familier. Af dem boede de 120 til leje. Resten ejede selv huse. Henved 100 familieforsørgere var daglejere og fortrinsvis beskæftiget ved befæstningsarbejderne. Resten levede af landbrug eller fiskeri.
     Det tyske krav om total evakuering var blevet fremsat i september 1942. En del huse skulle være rømmet inden 15. december og resten fraflyttes i to etaper 1.. januar og  1. februar. Værnemagten havde allerede købt en del ejendomme op i løbet af sommeren, og ved en speciel bonusordning prøvede man fortsat at lokke folk til at flytte før de opstillede frister. Kravet om evakuering var ufravigeligt, men underhånden havde man meddelt de danske myndigheder, at man ville acceptere en skånefrist på en måned. I realiteten forlod de sidste beboere først Hanstholm 15. marts.

I en vanskelig situation
Kravet stillede Hanstholms beboere i en meget vanskelig situation. Der var spørgsmålet om priserne for de ejendomme, Værnemagten skulle overtage - og der var spørgsmålet om at finde en anden lejlighed. Og en ledig lejlighed var en sjældenhed i det overbefolkede Thy. Der var endelig spørgsmålet om at finde en anden beskæftigelse. Ikke mindst for de mange, der levede af fiskeri.
    Uden de danske myndigheders medvirken kunne disse omfattende problemer næppe løses. Situationen var ikke helt uvant. Netop i Hanstholm-området havde der udviklet sig en ret fast praksis for de danske myndigheders indblanding i forholdet mellem befolkning og værnemagt.
    I de første måneder af Besættelsen havde ingen dansk myndighed haft føling med, hvad Værnemagten foretog sig langs kysten. De lokale myndigheder troede, Værnemagten havde en aftale med staten - og omvendt!
    Først i november 1940 blev den danske statsadministration indblandet i den tyske aktivitet. For at få hånd i hanke med udviklingen fratog indenrigsministeriet sognerådene enhver forhandlingsret over for Værnemagten. I Thy udnævntes dyrlæge L. Toft og amtmand H. Egedorf til ministeriets befuldmægtigede i alle spørgsmål om overdragelse af fast ejendom fra danskere til tysk myndighed. I 1942 blev systemet udbygget med en særlig vurderingskommission.
    Hanstholm-boerne var langt fra tilfredse med de danske regerings-repræsentanters indsats. I februar 1942 sendte en række beboere en skarp klage til folketingsmand Vangsgaard: »Der er dels lovet os en sum een gang for alle, og andre er blevet lovet en årlig rente - enkelte er der ikke blevet takseret for. Vi har henvendt os flere gange til amtmanden og Værnemagten og stadig blevet lovet, at pengene skulle komme, men fået det indtryk, at det bliver det samme, og at der nærmest bliver holdt hen med det. Taksationen over de forskellige arealer føler ejerne sig meget utilfredse med, men da vi kan indse, at i den retning kommer vi ikke videre, ønsker vi, om folketingsmanden kunne fremføre sagen for ministeriet og videre til Værnemagtens overkommando i København, da vi ikke kan være tjente med at afstå ejendom og ikke få noget for det, da vi har vore udgifter at svare«.

Det tyske bureaukrati
Folketingsmanden gik til indenrigsministeriet, der bad amtskontoret i Thisted kigge på sagen endnu en gang. Her fandt man ud af, at ansvaret for den store langsommelighed lå hos det særdeles grundigt arbejdende tyske bureaukrati. Hver eneste kontrakt skulle helt til tops og godkendes i den tyske marines hovedkvarter i  - Wilhelmshafen! Og det kunne jo nok tage sin tid.
    Ingen sag var for lille til at få opmærksomhed.
    Således blev alle erstatningssager, der blev rejst af den lokale befolkning i forbindelse med prøveskydningen med de store kanoner, fremsendt til godkendelse hos de respektive myndigheder. Eksempelvis fremførte pastor Mehr et erstatningskrav på 14.800 kr., fordi hans minke havde smidt deres unger ved en øvelsesskydning i april 1943. Pastoren sendte sine opgørelser over spildt foder, spildt arbejde og manglende indtægt ved salget af de døde dyr til de respektive tyske myndigheder, der efter at have hentet udtalelser om sagen i indenrigsministeriet, landbrugsministeriet og udenrigsministeriet returnerede erstatningskravet med - et afslag!
    Den endelige evakuering af Hanstholm blev gennemført på en måde, der bestemt ikke bidrog til at genskabe holmboernes tillid til myndighederne, dvs. amt og indenrigsministerium. Lettest gik det i forbindelse med overdragelse af fast ejendom til Værnemagten. Ejerne lagde stor vægt på, at købsprisen og ikke vurderingsprisen blev lagt til grund for handlen. Med den herskende inflation ville det blive vanskeligt at genanskaffe en ejendom med vurderingssummen i lommen. Dette krav blev accepteret. Princippet om handel til markedspris havde da også allerede været anvendt ved de handler, der fandt sted i sommeren 1942. De 120 familier, der boede til leje, var langt værre stillet. De fik ikke nogen kontant erstatning for tabet af deres bolig. Men et sted skulle de jo bo. Løsningen blev, at amtet sammen med Værnemagten opførte et antal barakker i Ræhr og Nytorp. Hertil blev de fleste af familierne flyttet. De kom til at bo for en husleje, der for mange lå betydeligt over, hvad de havde betalt for væsentligt større lejligheder i Hanstholm. Hertil kom, at kvaliteten af de nyopførte barakker var ret kritisabel. Det førte til en fordobling af brændselsudgifterne, og familierne blev stuvet sammen i meget små rum.

Livet i barakkerne
Under overskriften: »Lejrlivet i Ræhr« gav en af de evakuerede i et læserbrev i Thisted Social-Demokrat 28. april 1943 en levende og bidende ironisk skildring af holmboernes nye liv.
    Mange fiskerfamilier fik dog fik erstatning for tabet af fangstpladser og valgte at flytte til Lild Strand eller Hirtshals. Men også her var der boligmangel. En del kom til at bo i barakker.
Det gjaldt bl.a. Chr. Førby, der i et indlæg i Thisted Amts Tidende gav en sønderlemmende kritik af barakbyggeriet: »Opførelsen af barakkerne er samvittighedsløst og dårligt udført  (..) For min baraks vedkommende er der mellem flere af sammenføjningerne ved loftet 1/2 til 1/4 tommes åbning, for ikke at tale om, at jeg kan stå på den ene side af huset og under vinduerne kan se en lastbil køre på den anden side. Når det stormer, klaprer min nabos tag fire-fem tommmer. Han får frisk luft, og det gratis«.
    Selv om holmboerne ikke havde de bedste erfaringer, blev der samlet underskrifter til en klage til ministeriet. Den nåede først frem til indenrigsminister Jørgen Jørgensen 12. august. Han ville gerne møde en deputation af tidligere Hanstholmboere. Det lykkedes at få et møde i stand, mens Jørgen Jørgensen endnu var minister - samarbejdspolitikken brød som bekendt sammen 29. august dette år- men han afviste protesterne. Han fandt, at evakueringen var blevet gennemført på tilfredsstillende måde af “d'herrer Egedorf og Toft”. De evakuerede måtte give fortabt. Der var ingen yderligere appel-mulighed. Men forbitrelsen holdt sig. Så sent som 22. november 1945 blev der i læserbrevsform rejst skarp kritik af den måde, evakueringen var blevet gennemført på.
    Dansk Arbejdsmands Forbund bakkede klagerne op.
    17. marts 1943 henvendte forbundet sig til amtet og besværede sig over den behandling, dets medlemmer havde fået ved evakueringen. Man ankede bl.a. over, at unge fiskere og arbejdere var blevet behandlet forskelligt i erstatningsspørgsmålet.
Men også disse indvendinger blev afvist af ministerium og amt.
    Alt i alt kom evakueringen af Hanstholm til at koste den danske stat omkring fire millioner kroner. Heraf var alene 1,5 mio. til opkøb af de 72 ejendomme, der var blevet rømmet omkring nytår. Det resterende beløb var til erstatninger, kompensationer, genhusning, bygning af barakker m.v. I 1947 anslog amtets daværende kontorchef, Skaalum, at erstatningssummen for bygninger og jorden i Thisted Amt som helhed havde ligget på mellem to og tre milioner kroner. Altså har opkøbet af Hanstholm udgjort en hovedpart.
   De menneskelige omkostninger for de evakuerede lader sig ikke så let gøre op. Og historien om Hanstholms evakuering afslører en modsætning, man ikke så ofte er opmærksom på i forbindelse med besættelsestiden - nemlig modsætningen mellem den danske samfundsmagts repræsentanter og de svage grupper i befolkningen. En modsætning, der i de berørtes bevidsthed helt har overskygget modsætningen mellem dansk og tysk.
   Lejrlivet i Ræhr kom til at vare længe. Først efter otte år var de militære anlæg i området så demonteret, at man turde lade beboerne vende tilbage til en by, der var forandret til ukendelighed.