Ny bog om Rum i Thy


RUM i THY forsøger på en enkel og uprætentiøs måde at fortælle om 18 udvalgte steder i Thy. Fortællingerne er anskuet fra en lidt anderledes vinkel, end det normalt ses, idet stedernes rumlige og arkitektoniske dimension er set i sammenhæng med deres historiske baggrund. RUM i THY fortæller både om landskaber, byer, bygninger og haver. Fælles for de udvalgte steder er deres særlige rumlige kvalitet og historie – belyst ved hjælp af tekst og tegninger samt nye og gamle fotografier.
Forfatterne er arkitekten Robert Mogensen og historikerne Knud Holch Andersen og Orla Poulsen

Bogen udgives af det lokalhistoriske forlag Knakken og kommer i handelen på udgivelsesdagen til en pris af kr.160,-.
Køb den hos boghandleren eller bestil den på forlagets hjemmeside www.knakken.dk

- Uanset hvor vi færdes, ude eller inde, i byen eller på landet, er vi omgivet af rum. Den menneskelige eksistens kan overhovedet ikke tænkes løsrevet fra en rumlig sammenhæng.

Rummet har da også altid haft vores største opmærksomhed. Og spørgsmålet om, hvordan man behersker rummet, har til alle tider været en af vore mest afgørende opgaver både i forhold til forsvaret af vores territorium, anlæg af veje og forbindelseslinjer, opførelse af bygninger og monumenter eller stort set alt, hvad der er i besiddelse af tre dimensioner. Ikke så underligt er dét at udforme og indrette rum også en af vores mest yndede beskæftigelser, hvilket de mange arkitektur- og livsstilsmagasiner er et dagligt vidnesbyrd på, hedder det i forordet til den nye udgivelse.

Ifølge forfatterne er det bogens "mission" at forsøge at skærpe oplevelsen af de udvalgte steders egenart og samtidig forstå baggrunden for deres nuværende fremtræden og fortællingerne bærer præg af forfatternes forskellige syn på, hvordan et steds kvalitet ytrer sig.

Samtidig er udgivelsen et indlæg i den løbende diskussion af vore fysiske omgivelser. Den er blevet til på foranledning af et legat fra Grethe og Jørgen P. Bornerups Fond, der i december 2008 tildelte udgivelsen 25.000 kr. med den klausul, at pengene skulle gå til et bogprojekt, der søgte at fremme arkitektonisk kvalitet og historisk forståelse af bymiljøer og landskaber i Thy.

Download forside til Rum i Thy.jpg